Ungdomskultur

Unge i Grønland og unge i Danmark har meget til fælles.

Af: Martine Lind Krebs

I filmen Håbets Ø møder vi Kirsten og hendes veninde der drømmer om at komme til Eminem-koncert på Roskilde Festival. I filmen Lykkelænder griner en flok unge af de dumme danskere der ville vide om man skulle tage kørekort til hundeslæde. Og i filmen Sumé – Lyden af en revolution møder vi en ungdomsgeneration der brugte rockmusikken til at formidle deres ønske om forandring.

Men selv om unge på tværs af Rigsfællesskabet har meget til fælles, er der nogle grundvilkår i Grønland som er markant anderledes. Grønland er 50 gange større end Danmark, og byerne er ikke forbundet af veje. Det betyder at mange unge må flytte hjemmefra meget tidligt for at tage en uddannelse. Der er kun fire gymnasier i hele Grønland, og mange af de videregående uddannelser kan man kun tage i Danmark eller udlandet.

Foto fra Håbets Ø.

Sproget er også noget der giver et meget anderledes grundvilkår for grønlandske unge. I folkeskolen bliver de som udgangspunkt undervist på grønlandsk i alle fag. Men på ungdomsuddannelserne og langt de fleste videregående uddannelser foregår undervisningen på dansk. Er man ikke god til dansk, kan det altså være en hæmsko for én i fremtiden.

Mange unge grønlændere føler at danske unge ved meget lidt om deres liv – og at danskere har mange fordomme om grønlændere. En undersøgelse af danske unges viden om Grønland fra 2019 har vist at de danske unge ved mest om Grønlands natur, klima og demografi, men ikke ret meget om samfundet og hverdagen i Grønland i dag.

Alle tre dokumentarfilm i dette materiale portrætterer en generation af unge grønlændere som har masser til fælles med andre unge i andre lande – men som også er underlagt nogle grundvilkår som er helt særlige for Grønland.