Filmiske virkemidler

Film er bygget op af mange små byggesten som kaldes frames. Forståelsen af en film begynder med en analyse af virkemidlerne som er brugt i repræsentative scener – helt ned til de mindste detaljer.

Af Martine Lind Krebs

En analyse der beskæftiger sig med virkemidler ned i mindst deltalje kalder man en shot-to-shot-analyse.

Nøglebegreber til shot-to-shot analyse

Indstilling er fotografens afstand til motivet. Det spænder fra det ultranære detaljebillede til nærbilledet (typisk et ansigt beskåret ved issen og hagen), totalbilledet (hele kroppen og noget af miljøet) og supertotalbilledet (overblik af omgivelserne). En film indledes ofte med et ’establishing shot’ som etablerer hvor vi befinder os. Det bruges også i forbindelse med større sceneskift.

Billedkomposition er et udtryk for den måde de enkelte elementer i billedet er placeret. Kompositionen er med til at skabe en stemning i filmen. Filmbilledet komponeres ofte så det består af en ’forgrund’, en ’mellemgrund’ og en ’baggrund’. Et billede domineret af ’vandrette’ linjer er ofte roligt, mens et billede domineret af ’lodrette’ kan virke magtfuldt. En tydelig ’diagonal’ linje giver et indtryk af bevægelse. Er billedet optaget på skrå vil linjerne være ’kælkede’, og det giver en fornemmelse af at noget er galt.

Vinkel beskriver kameraets vertikale placering. De tre vigtigste former for perspektiv kaldes ’frøperspektiv’, ’normalperspektiv’ og ’fugleperspektiv’. Et kamera der peger ned mod motivet (’fugleperspektiv’) får motivet til at virke lille og magtesløst, mens ’frøperspektiv’ der peger op, giver et større og mere magtfuldt motiv. Der findes også andre varianter. For eksempel kan kameraet være tiltet til den ene side så perspektivet er skævt. Det medfører ’kælkede’ linjer.

Fugleperspektiv og frøperspektiv. Foto fra Lykkelænder

Bevægelse er et udtryk for hvordan kameraet bevæger sig. Et statisk kamera er sat fast på et stativ og står helt stille. Fotografen kan skabe kamerabevægelser på tre måder: Med stativ, på skinner/dolly eller kran og med håndholdt kameraføring. Et kamera på stativ kan foretage en bevægelser der kaldes en ’panorering’. Det er når kameraet bevæger sig vandret om sin egen akse. Bevæger det sig lodret om sin akse hedder det at ’tilte’. Et kamera der er placeret på et stativ med hjul (en dolly) eller på skinner kan følge motivet i bevægelse. Det kaldes ’travelling’. I en kran kan kamerabevægelsen give et fugleperspektiv på scenen. Det håndholdte kamera giver et mere eller mindre rystet indtryk og bruges derfor ofte ved subjektiv kameraføring, dvs for at vise en persons ’point of view’ (POV). En kombination af det håndholdte kamera og kameraføring på stativ er et steadicam. Det er monteret på fotografen i en hydraulisk anordning, så rystelserne bliver formindsket, men fotografen har meget bevægefrihed. Det giver en roligt, men alligevel levende billede. Endelig kan kameraet også ’zoome’ ind eller ud.

Fokus skabes med kameraets zoom. Med en tele kan kameraet zoome ind på et motiv fra stor afstand. Det får baggrunden til at blive uskarp. ’Vidvinklen’ dækker et bredt felt så man kan få meget med ind i billedet. Et billede kan være skarpt eller uskarpt. Når forgrunden, mellemgrunden og baggrunden træder skarpt frem, kaldes det ’stor dybdeskarphed’. Når kun en lille del af motivet er skarpt, taler man om ’lille dybdeskarphed’.

Klipning beskriver den måde filmen er klippet sammen på. Man skelner mellem to former for klipning: ’usynlig’ (’kontinuitetsklipning’) og ’synlig’ (’montageklipning’). Den ’usynlige’ klipning virker meningsfuld: Vi ser en person kigge på noget, og i næste klip ser vi det han kigger på. Den ’synlige’ klipning skaber kontrast mellem klippene så tilskuerne tvinges til at tænke over hvad klippene har med hinanden at gøre. Der er to former for synlig klipning: ’beskrivende’ klipning som viser en udvikling eller en stemning, og ’provokerende’ klipning som klipper to tilsyneladende tilfældige motiver sammen for at få seeren til at reflektere over sammenhængen.

I denne sekvens fra filmen Lykkelænder bruges der synlig klipning i klippet mellem krydstogtturisterne og isbjørnen i Zoo. Med denne form for klipning vil filmens instruktør have os til at spekulere over hvordan de forskellige måder at iagttage noget grønlandsk minder om hinanden.

En film kan selvfølgelig ikke vise handlingen i realtid – så ville den blive meget kedelig. Klip der springer i tid kaldes ’elliptisk’ klipning. ’Minimalklipning’ er når den filmiske tid og den faktiske tid nærmer sig hinanden. Klip mellem to forskellige handlingsforløb der foregår på samme tid, kaldes ’parallelklipning’. Går klippene mellem to handlingsforløb hurtigt så man får fornemmelsen af at de snart skal mødes, kaldes det ’krydsklipning’.

Location er det sted en film er optaget hvis altså ikke den er optaget i et studie. De fleste dokumentarfilm er optaget ’on-location’. I de tre film Sume – Lyden af en revolution, Lykkelænder og Håbets Ø er naturen (’eksteriør’) valgt som location i mange scener. Det har nøje sammenhæng med filmenes temaer om Grønlands udvikling. Optages filmen indendørs taler man om ’interiør’. Nogle locations kan have symbolsk betydning. For eksempel er en kælder tit udtryk for en persons underbevidsthed.

Lys er et effektivt virkemiddel. Lys, mørke og skygger kan skabe helt forskellige stemninger og understrege følelser. Begrebet ’high key’ bruges til at beskrive en belysning hvor alle centrale dele af billedet er oplyst. ’Low key’ er når der kun er lidt lys. ’Reallys’ er når solens naturlige stråler er brugt som lyssætning. Lys kan grundlæggende komme fra fire forskellige retninger: ’sidelys’, ’modlys’, ’lys nedefra’ og ’frontbelysning’. Sidelys giver et ansigt hårde skygger og kan bruges kan bruges til at vise at der er en anden side vi ikke umiddelbart kender til. Modlys kan give en drømmende effekt og få en person til at se engleagtig ud. Lys nedefra er et klassisk uhyggelige gyserfilmstrick, mens frontlys giver os et godt overblik over scenen.

Forskellig belysning kan skabe helt forskellige stemninger. Framen til venstre er et eksempel på low key belysning. Framen til højre er skudt i modlys. Foto fra Håbets Ø

Farver kan ligesom lys signalere følelser og stemninger. Varme farver er præget af rød, gul og orange. Kolde farver er præget af blå, grøn og mørke nuancer.

Lyd deles overordnet op i ’synkron’ (eller ’diegetisk’) og ’asynkron’ (eller ’non-diegetisk’) lyd. Hvor den synkrone lyd hænger sammen med det der sker i billedet, er asynkron lyd noget der ikke kan ”ses”. ’Reallyd’ er den lyd der naturligt hører til i billedet. Ved kontrapunktisk lyd peger billedet og lyden i hver sin retning. Den ’subjektive’ lyd afspiller det lydunivers som hovedkarakteren oplever det – for eksempel en forvrænget lyd. ’Speaken’ eller ’voice-over’ bruges tit i dokumentarfilm og nyhedsudsendelser. ’Effektlyd’ eller ’metaforisk’ lyd lægges på under redigeringen af filmen. Det kan for eksempel være lyden af et hjerte der slår.

Musik bruges for det meste som asynkron lyd, dvs. som underlægningsmusik. Nogle gange anvendes musikken synkront – for eksempel når man hører musik der tilsyneladende kommer fra en radio i baggrunden. Det kalder man ’incidentalmusik’. Musikkens tempo og type har selvfølgelig stor betydning. (Se også emnet om Musik i film)