Postkolonialisme

Postkolonialisme er en måde at læse tekster fra og efter kolonitiden med et særligt perspektiv.

Af: Martine Lind Krebs

Da den dansk-norske præst Hans Egede i 1721 sejlede til Grønland, var det starten på koloniseringen af Grønland som varede frem til 1953. Selv om det nogle gange diskuteres om man overhovedet kan kalde Grønland for en koloni, er der ingen tvivl om at store dele af litteraturen om og fra Grønland er postkolonial.

Begrebet post-kolonial betyder efter koloni(tiden). Inden for litteraturteorien taler man om postkolonialisme hvor tekster fra kolonitiden og efter dens ophør analyseres med et særligt postkolonialt perspektiv. Man ser på forholdet mellem den koloniserede og kolonisatoren (kolonimagten).

I det postkolonialistiske perspektiv er kolonialismen ikke et afsluttet kapitel. Pointen er at de magtstrukturer der blev skabt mellem kolonimagt og de koloniserede, stadig har indflydelse den dag i dag. Ofte handler postkoloniale tekster om den splittelse en person kan føle – som fanget mellem to kulturer.

Postkoloniale tekster kritiserer kolonimagternes undertrykkelse af kolonierne. De påpeger en form for skjult racisme som stadig findes længe efter kolonitiden er forbi.

De postkoloniale tekster kan både være tekster fra lande der tidligere var kolonimagter, eller det kan være tekster fra de koloniserede. Det kan være historiske tekster fra perioden mens kolonien stadig var en politisk virkelighed – eller det kan være helt moderne tekster.

Når vi her taler om tekster, skal det forstås i en bred forstand. For postkolonialismen kan bruges til at analysere al form for menneskelig kommunikation – lige fra skønlitteratur til billeder, sms-tråde eller dokumentarfilm. Som analytisk værktøj fungerer det især til læsning af værker om forholdet mellem kolonimagt og koloni, minoritet og majoritet og om omkostningerne af kolonialiseringen.

Dansk håndværker i Grønland i 70'erne. Foto fra Sumé - Lyden af en revolution

Begreberne den anden og os og dem er begreber der ofte bruges i postkolonialismen. ’Den anden’ er en person eller gruppe der ikke selv kommer til orde i teksten, men som er afgørende for at definere fællesskabet. Kort sagt skaber vi vores identitet ved at pege på det eller dem som vi ikke er. Vi er danskere, grønlændere eller færinger fordi vi ikke er tyskere, svenskere eller iranere. I en postkolonial fortolkning af de tre dokumentarfilm i dette materiale består ’os og dem’ i de fleste tilfælde af danskere vs. grønlændere.

Men den skarpe opdeling bliver også brudt nogle gange. I mødet mellem kolonisator og koloniseret opstår der nye ideer og personligheder. Det kaldes hybriditet som betyder blanding. I biologien er hybrider blandede racer, men i litteraturen bruges begrebet bredere – det handler om mere end blod og gener. Unge der er vokset op med en blandet kulturel baggrund, kan kaldes hybrider. De føler at de tilhører både den ene og den anden kultur, men det er ikke altid nemt for dem. Unge dansk-grønlændere har beskrevet hvordan de i Danmark opfattes som grønlændere og i Grønland som danskere. Hybriderne er en slags både-og og hverken-enten-eller.

Begrebet mimicry (udtales mimic-ry) beskriver den måde hvor den koloniserede bevidst efterligner sin kolonisator, en slags mimende camouflage. Camouflagen er ikke entydig, men tvetydig. Det er uklart om det handler om et ønske om at være som den anden, eller om der ligger en form for oprør: Er efterligningen snarere efteraben? Altså en form for satire. Eller handler ’mimicry’ om at den koloniserede har lært at tale kolonimagtens ’sprog’ og gør brug af denne evne til at skabe sin egen fortælling om sig selv, men med modsat fortegn. Forfatteren Salman Rushdie har kaldt dette: The empire writes back.

Rockbandet Sumé der var det første band til at udgive sange på grønlandsk, er et godt eksempel på dette. For rockmusikken var noget der var kommet til Grønland udefra, men den blev ’oversat’ til grønlandsk i en kritik af kolonimagten.