Medieværksanalyse

En dokumentarfilm er en kreativ bearbejdning af virkeligheden. Derfor er det interessant at kigge på de virkemidler og genremæssige valg som er foretaget produktionen af filmen.

Af: Martine Lind Krebs

I 1970’erne udgav et grønlandsk band den første plade med sange på grønlandsk. I 2006 underskrev en stor amerikansk aluminiumsvirksomhed en aftale med Grønlands Hjemmestyre om at bygge et aluminiumssmelteværk ved byen Maniitsoq. Det er historiske sandheder som kan dokumenteres, og som er udgangspunktet for to af filmene i dette materiale.

Dokumentarfilm beskæftiger sig med virkeligheden. I modsætning til fiktion er dokumentargenren bygget op over en grundlæggende fakta-kontrakt mellem dokumentarens afsender og modtager. Det betyder at dokumentaren skildrer personer, miljøer og begivenheder som virkelig har fundet sted.

Foto fra Håbets Ø.

Det betyder bare ikke at dokumentarfilmen viser den ultimative sandhed. Dokumentarfilm vil altid skildre det skete ud fra en bestemt vinkel når de genskaber historien. For havde bandet Sumé virkelig den store betydning for udviklingen frem mod Hjemmestyre som det i dokumentaren Sumé – Lyden af en revolution udlægges til, eller er det en et romantisk tilbageblik? Og var forventningerne til Alcoa i Maniitsoq virkelig så høje som de udlægges til at være i filmen Håbets Ø?

Den skotske dokumentarist John Grierson har kaldt dokumentargenren for ”en kreativ bearbejdning af virkeligheden”. Derfor er det vigtigt at forholde sig kritisk til dokumentarfilm og se nærmere på de virkemidler som er brugt i filmene.

Dokumentargenrer

Der findes (mindst) seks dokumentargenrer, og ofte er dokumentarfilmene en sammenblanding af flere genrer.

Den observerende dokumentar er en slags ’kig gennem nøglehullet’ uden videre forklaring. Dokumentaristen er en slags ’flue på væggen’ der observerer og fortæller hvad han/hun ser.

Den autoritative dokumentar fokuserer på et emne eller en sag som den belyser og undersøger. Tit er fortælleren en slags ’voice of God’ der forklarer seeren om komplicerede forhold.

I Den deltagende dokumentar bruger fortælleren sig selv som en medvirkende. Man kan kalde ham ’en flue i suppen’. Dokumentaristen er taget på en rejse for at blive klogere på sig selv eller andre.

Den poetiske dokumentar er som poesi der gennem billeder og lyd skaber en særlig stemning. Den er især skabt af sin særlige form og filmiske virkemidler, snarere end dens indhold.

Den refleksive dokumentar er optaget af at fremprovokere refleksion hos beskueren. Den gør for eksempel brug af en ’verfremdungseffekt’ hvor man forstyrrer publikums indlevelse i historien så de forholder sig kritisk til det de ser.

Den performative dokumentar bruges tit til selvbiografiske dokumentarer hvor man gerne vil give publikum mulighed for at indleve sig i et andet menneske. Den gør brug af rekonstruktioner og performances.

Virkemidler til autenticitet

Dokumentarfilmen sender et signal om at det den beskriver, er sket i virkeligheden. Det kaldes autenticitetsmarkører. Autenticitetsmarkører kan være brug af mange forskellige virkemidler, fx:

• Voice over, tekstskilte og grafik – der forklarer sammenhænge og personers navne, titel osv.
• Arkivmateriale – for eksempel gamle tv-optagelser og hjemmevideoer.
• Interviews med kilder. Det kan også være videodagbøger.
• Håndhold kamera og 'point of view' – hvor man har en oplevelse af at se gennem øjnene på hovedpersonen.
• 'On-location'-optagelser og 'dækbilleder' – der viser det miljø hvor begivenheden fandt sted.
• 'Rekonstruktioner' – hvor virkelige begivenheder er forsøgt genskabt.

Nogle gange ser man at medvirkende eller dokumentaristen selv henvender sig direkte til seerne og dermed bryder gennem den usynlige barriere mellem film og tilskuer. Det kalder man brud på den fjerde væg. Udtrykket er lånt fra teatret hvor det bruges når en skuespiller pludselig henvender sig direkte til publikum og derved bryder illusionen. Brud på ’den fjerde væg’ bruges især i den refleksive dokumentar.

Nøglebegreber til medieværksanalyse

Billedbeskæring er fotografens afstand til motivet. Det spænder fra det 'ultranære detaljebillede' til 'nærbilledet' (typisk et ansigt beskåret ved issen og hagen), 'totalbilledet' (hele kroppen og noget af miljøet) og 'supertotalbilledet' (overblik af omgivelserne).

Fugleperspektiv og frøperspektiv. Foto fra Håbets Ø

Perspektiv beskriver kameraets vertikale placering. De tre vigtigste former for perspektiv kaldes ’frøperspektiv’, ’normalperspektiv’ og ’fugleperspektiv’. Et kamera der peger ned mod motivet ('fugleperspektiv'), får motivet til at virke lille og magtesløst, mens 'frøperspektiv' der peger op, giver et større og mere magtfuldt motiv.

Kamera og klipning beskriver den måde kameraet bevæger sig på, og filmen er klippet sammen på. Et ’statisk kamera’ er helt stillestående og signalerer ro og stabilitet. Når kameraet bevæger sig om sin egen akse kaldes det at ’panorere’. Bevæger det sig lodret om sin akse hedder det at ’tilte’. Det kan også følge motivet i bevægelse. Det kaldes ’travelling’. Endelig kan man også ’zoome’ ind eller ud. Man skelner mellem to former for klipning: ’usynlig’ (kontinuitetsklipning) og ’synlig’ (montageklipning). Den usynlige klipning virker meningsfuld: Vi ser en person kigge på noget, og i næste klip ser vi det han kigger på. Den synlige klipning skaber kontrast mellem klippene, så tilskuerne tvinges til at tænke over hvad klippene har med hinanden at gøre.

Eksempler på forskellige belysning. Foto fra Håbets Ø

Belysning er et effektivt virkemiddel. Lys, mørke og skygger kan skabe helt forskellige stemninger og understrege følelser. 'Modlys' er når motivet er filmet op mod en lyskilde – som et vindue. Skygger, for eksempel på et ansigt, kan bruges til at vise at der er en anden side vi ikke umiddelbart kender til. Begrebet ’high key’ bruges til at beskrive en belysning hvor alle centrale dele af billedet er oplyst. ’Low key’ er når der kun er lidt lys. Som lys kan farver også signalere følelser og stemninger. Varme farver er præget af rød, gul og orange. Kolde farver er præget af blå, grøn og mørke nuancer.

Symbolske billeder er når billeder i filmen er ladet med betydning fra et andet plan. Hvis en film er ladet med symbolske billeder, består den måske af flere lag: Et realplan som er den ydre virkelighed, og et symbolplan der er en indre oplevelse af verden.

Lyd. ’Synkron lyd’ (reallyd) hænger sammen med det vi ser på billedet, mens ’asynkron lyd’ er lagt på under redigeringen. Det kan fx være underlægningsmusik eller effektlyde (fx et ur der tikker meget højt).

Kompositionen beskriver filmens fortællemæssige opbygning. ’Berettermodellen’ beskriver filmens spændingsniveau i en række faser. ’Bølgemodellen’ er en mere nedtonet dramaturgi med opsummeringer og sammenfatninger som oftere bruges til dokumentarfilm.

Berettermodellen

Bølgemodellen